Tema
Debat

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber sagsøger svensk forsikringsmægler

12. jan. 2018
Garantifonden sagsøger nu det svenske forsikringsmæglerselskab, Howden Insurance Brokers, for at have vildledt danske forbrugere, der var kunder i de to nu konkursramte selskaber, Gable Insurance i Liechtenstein og Gables danske salgskontor, Husejernes Forsikring Assurance Agentur. Sagsanlægget omfatter desuden det engelske reassuranceselskab, Barbican Specialty Reinsurance, samt konkursboet for Gable Insurance.

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber har lagt sag an mod det svenske Howden Insurance Brokers for vildledning af de danske kunder med krav om erstatning på 96 millioner kroner. Stævningen, som blev indgivet før jul, omfatter det engelske Barbican Specialty Reinsurance og konkursboet for Gable Insurance. De tre parter er sagsøgt samlet for at begrænse Garantifondens og forsikringskundernes tab efter konkurserne i Gable Insurance i Liechtenstein og Husejernes Forsikring Assurance Agentur i Danmark.

Da Gable Insurance gik konkurs 19. november 2016, blev 26.000 danske forbrugere direkte ramt af de økonomiske følger af at have købt bl.a. ejerskifteforsikringer i agenturet Husejernes Forsikring, der var Gables salgskontor i Danmark, og som selv gik konkurs 8. december 2016.

Folketinget trådte hurtigt til efter konkurserne. Det skete i et samarbejde med brancheorganisationen Forsikring & Pension. Det skete ved en hurtig lovændring, som sikrede, at de danske forsikringskunder helt ekstraordinært kunne anmelde deres skader til Garantifonden, selvom Gable, som udenlandsk selskab, ikke var medlem af fonden. Samtidig blev der skabt en mulighed for at købe en ny ejerskifteforsikring i et andet, dansk forsikringsselskab, hvilket normalt ikke er muligt.

Samtidig med lovændringen vedtog Folketinget, at Garantifonden skulle iværksætte en advokatredegørelse, som skulle fastslå, om nogen kunne gøres ansvarlige for tabet for de danske kunder og for Garantifonden. Denne advokatredegørelse forventes færdig i slutningen af maj, hvor der sættes fokus på de danske forhold i sagen. Når Garantifonden allerede nu sagsøger de tre parter, er det for at sikre fondens krav og dermed følge Folketingets indstilling fra december 2016.

Garantifonden forventer, at dens samlede udgifter, som følge af Gables konkurs, vil beløbe sig til mere end 170 millioner kroner. Det endelige tab forventes først at kunne opgøres, når Gables konkursbo i Liechtenstein er gjort op, hvilket må forventes at tage nogle år.

Danske forsikringskunder vildledt af mægler


Et af de mest centrale forhold i forbindelse med konkurserne i Gable og Husejernes Forsikringsagentur er, at deres forsikringsmægler, Howden Insurance Brokers, vildledte de danske kunder.

Kunderne fik nemlig at vide, at Gable havde tegnet en genforsikring, som i tilfælde af Gables konkurs sikrede de danske forsikringskunder ”en dækning svarende til den, der tilbydes af Garantifonden”, som Howden formulerede det i deres egen erklæring.

- Vi har i Garantifonden gennem et års tid forsøgt at forhandle med Howden, Barbican og konkursboet for Gable om at få tilbagebetalt de penge, vi mener, de samlet skylder Garantifonden og dermed indirekte de danske forsikringskunder – men det har hidtil været forgæves. Derfor har vi sagsøgt de tre parter for 96 millioner kroner, siger Jesper Rasmussen, der er formand for Garantifonden.

- Garantifonden følger dermed Folketingets indstilling om at stille de ansvarlige i Gable-sagen til regnskab. Vi forfølger nu mulige krav mod alle de parter, som kan gøres ansvarlige for fondens og de danske kunders tab.

- Vi skal så vidt muligt have hentet de penge hjem igen, som de private danske forsikringskunder gennem årene har indbetalt til Garantifonden, dels for at begrænse det økonomiske tab, dels for at forhindre, at der skal opkræves flere penge hos de danske forsikringskunder, siger Jesper Rasmussen.

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.